El Universo Literario De Isabel Allende (en Danés Y Español

http://www.sdu.dk/Om_SDU/Institutter_centre/Ikv/Videnskabelige+tidsskrifter/AktuelForskning/2012AF

Tilnærmelser tilIsabel Allendes litterær univers

Claudio Cifuentes-Aldunate

Le plaisir d’une lecture garantit sa verité

(Roland Barthes: Le plaisir du texte)

Da jeg blev bedt om at holde en tale om Isabel Allende og hendes litteratur, var det første der

strejfede mine tanker: For Allende er at skrive det samme som at give en gave. Jeg blev selv

overrasket over denne association, men fik så fat i min uundværlige ordbog ’Larousse’, som kunne

oplyse mig om, hvorfor jeg forbandt Allendes tekster med begrebet ’gave’. Ifølge den første

betydning, som ordbogen præsenterer, er en gave ”noget, der foræres af en person til en anden som

et tegn på kærlighed og betænksomhed”. I den anden betydning er ’gave’: ”en fornøjelse afsenderen

og modtageren samtidigt. Vi har altså på den ene side litteraturen som gave og på den anden dens

funktion og påvirkning på læseren; en underholdende og fornøjende funktion. Litteraturen som

noget, der bringer glæde.1

Naturligvis ville det føre for vidt, hvis vi her skulle give en præcis definition af hvad glæde er.2

Og

det ville tage endnu længere tid, hvis vi skulle forbinde glæden med et andet begreb, nemlig ’smag’,

(smag og behag kan jo som bekendt ikke diskuteres… ). Men vi kan alligevel blive enige om, at

glæden er noget vi holder af, og nogle gange falder det sammen med et andet begreb, nemlig

’glædens embodiment’3

, det vil sige, at opleve glæden på sin egen krop. Noget man nyder og

kommunikerer i det sociale rum lige efter.

Litteraturens praksis er en social praksis i det omfang, at man kommunikerer, kommenterer,

anbefaler, diskuterer eller bekæmper bestemte forfattere. Glæden i relation til Isabel Allendes

litteratur er et socialt fænomen i det omfang, at hendes litteratur er blevet hver mands eje via den

sociale praksis, der består i at kommentere hendes værker (med ros og ris som heraf følgende

uundgåelige bivirkninger).

At give litteraturen som en gave for samtidigt at modtage glæde har imidlertid meget tilfælles med

følgende sætning af Gabriel García Márquez’ som er blevet citeret mange gange: “Jeg skriver for at

1

”…le récit le plus cassique (un roman de Zola, de Balzac, de Dickens, de Tolstoi

ï) porte en lui une sorte de tmèse affaiblie : nous ne lissons pas tout avec la même intensité de

lecture; un rythme s’établie, désinvolte, peu respectueux à l’égard de l’ intégrité du texte; l’avidité

même de la connaissance nous entraîne à survoler ou enjamber certains passages (pressenties

”ennuyeux”) pour retrouver au plus vite les lieux brûlants de l’anecdote (qui sont toujours ses

articulations: ce qui fait avancer le dévoilement de l’enigme ou du destin)…”Roland Barthes ”Le

plaisir du texte” (1973:14).

2

Trods denne vanskelighed forsøger Barthes at definere glæden som: ”…c’est le rythme même de

ce qu’on lit et de ce qu’on ne lit pas qui fait le plaisir des grands récits. (Ibidem).

3

The basic idea of embodied embedded cognition (EEC) (Clark, 1997; Lakoff & Johnson, 1999;

Haselager, 2004) is that the organism’s bodily interaction with the environment is of crucial

importance to its cognitive processes, both in relation to the kind of processes it engages in, as well

as the way these processes are performed (Chiel & Beer, 1997). The body is more than a mere

transducer of information between the organism and the environment: It actively shapes the form

cognitive tasks can take and also presents possibilities for solving them. If this position is right, it

should be possible to find traces of sensorimotor interactions with environment, of aspects of

perception and action, in the way organisms understand (and respond to) meaning. (Kerkhofs &

Haselager, 2006). The embodiment of meaning. Manuscrito, 29(2), 753-764.

http://www.nici.ru.nl/~haselag/publications/EmbodMeanKerkhofsHaselager06.pdfmine læsere skal elske mig mere”4

. Det er denne bedårende og barnlige narcissisme (som kan

tilskrives både García Márquez og Allende), som har givet os glæden ved at læse deres litteratur, og

som vi gengælder med vores beundring og respekt.

Vi kunne derfor spørge os selv: Hvor stammer glæden fra, når vi læser Isabel Allende? Hvad

fortæller Isabel Allende os, som gør, at hendes litteratur bliver læst og nydt i hele verden? Umberto

Eco har skrevet om ”den ideelle læser”5

som én, der har den nødvendige formåen til at afkode en

tekst i maksimal overensstemmelse med forfatterens intentioner. Mange kritikere har allerede

påpeget, at ’den ideelle læser’ af Isabel Allendes litteratur ville være en kvinde. Dette udelukker

ikke at hendes litteratur kan blive læst af alle mennesker, men det ser ud, som om dele af hendes

fiktive verden fortrinsvist er beregnet til at blive afkodet af en feminin læser, en ”anden” optrævling

således, at hendes tekster ser ud til at henvende sig mere til en kvindelig læser end til en mandlig6

.

Er det måske fordi hovedpersonerne i hendes historier hovedsageligt er kvinder? Måske. Sandheden

er, at det var usædvanligt i en civilisation af patriarkalsk tilsnit -som vores er -, at Isabel Allende i

sin første roman ”Åndernes hus” fra 1982 præsenterede os en familie-saga, som er ordnet efter en

feminin genealogi og derfor ikke følger de traditionelle mandlige efternavne. Dette plejer jo at være

conditio sine qua non i de fleste sagaer, hvor familieslægtskabet præsenteres ud fra de maskuline

personer, som dermed garanterer efternavnets fortsættelse og overlevelse.7

I vores kultur forbigår

de fleste stamtræer den kendsgerning, at alle nedstammer fra både kvinder og mænd. Denne praksis

indebærer jo, at kvindens efternavn forsvinder som konstituerende element for familiens

kontinuitet.

Isabel Allende har i ’Åndernes hus’ understreget kvindernes uundværlighed i relation til familien,

og for at fremhave dette aspekt har hun undladt at anbringe denne kontinuitet i kvindernes

efternavne (som jo netop inden for den patriarkalske orden lader kvindernes efternavne komme i

anden række). I stedet kommer kontinuiteten frem ved hjælp af deres fornavne, som alle er

”lysende” navne som f.eks. Nívea, som betyder ”som sne”, Clara, som betyder ”klart”, Blanca, der

betyder ”hvid” og Alba som betyder ”daggry”. Alle disse navne er mere en blot et navn. De

betegner et semantisk positivt område, som disse kvinder er en del af. I ”Åndernes hus” er det deres

genetiske og personlige karakteristika, som spredes i familiens historie, idet de bidrager med

kreativitet, spiritualitet, socialitet, medlidenhed, tilgivelse og forsoning.

Vi skal huske på, at det polemiske sammenstød mellem ideologierne i denne roman løses ved at

sætte spørgsmålstegn ved den uendelige struktur af gensidig hævn i familiesagaen som den,

Historien med stort H, konstruerer. Forfatteren foretrækker at angribe denne hævnstruktur fremfor

at forkaste den oplagte semantiske modpol, som er repræsenteret ved det maskuline og militære.

Forløsningen indtræffer, da bedstefaderen tilgives sin naivitet i forhold til fascismen og da barnet,

som netop ikke aborteres, men accepteres, på trods af at det blev undfanget under torturen. Disse

forløsningsfigurer i fiktionen blev mødt med megen kritik fra den radikale feminisme i USA.

4

Denne velkendte sætning findes blandt andet i Juan Luis Cebriáns artikel ”Gabo, en mi

Levitación” i avisen El País 29.09.2002.

5

i Lector in fabula Umberto Eco (1979) Bompiani, Milano.

6

”¿Cuál es su percepción acerca del interés de la gente por los libros?

En general, 60% de los libros de ficción lo compran las mujeres. Ellas, en todas las

edades, leen mucho más que los hombres. Empezando por la primaria. En este

concurso de lectura infantil que hicimos a través del Ministerio de Educación, 72%

de los participantes eran mujeres.” En “Guía de comprensión lectora: Isabel Allende”

http://es.scribd.com/doc/67643300/Guia-de-comprension-lectora-isabel-allende

7

Åndernes hus kunne af denne grund betragtes som en kontrasaga til Hundred års ensomhed

(1967), hvor efternavnet ”Buendía” hele fortællingen igennem følges via den mandlige slægtslinje.Den kvindelige figur som den vigtigste figur optræder i de fleste af Allendes historier. I

fortællesamlingen Eva Lunas fortællinger (1989)

8

er hovedpersonen ved samme navn som bogens

titel en slags mestits-Sheherazade, dvs. en historiefortæller, hvis navn betyder ”liv” og som danner

en analogi til ”Tusind og en nats fortællinger”, hvor dét at fortælle, er en måde, hvorpå døden

afvises. Denne smukke detalje får os til at erkende en af de vitale og livsbekræftende funktioner

Isabel Allendes litteratur har: hendes historier er en hyldest til

...