Franquismo

Franquismen

Etaper i Franco-styret

Franco-styret kan inddeles i 3 etaper:

1. etape varede fra 1939-1948, og deles sædvanligvis op i to dele; før og efter 2. verdenskrigs afslutning. Perioden var præget af en gennemgående fascisme, hvor alle love og rettigheder blev undertrykte. I de første år samlede Franco de højreorienterede grupper, der blev ensrettede og selvom der internt stadig var forskellige politiske tendenser, forenede ham dem ved sin autoritet . I løbet af denne periode blev der gennemført mange betydelige ændringer, der havde store konsekvenser i det kunstneriske såvel som det civile miljø. Fx blev det forbudt at strejke, fastlæggelsen af løn overgik til regeringen, og der udvikledes et sygesikringssystem, der dækkede de lønnedes behov og bl.a. ombefattede invaliditet, arbejdsløshed, alderdom og ulykker. Ydermere blev al avantgardistisk kunst og litteratur forbudt . Perioden er også karakteriseret ved de økonomiske problemer, der opstod i kølvandet af 2. verdenskrig i mange europæiske lande. Spanien blev økonomisk isoleret, da mange lande ikke ville handle med Spanien som konsekvens af landets samarbejde med Hitler (División Azul). USA ville dog gerne handle med Spanien, da de så Franco som en stærk caudillo, der kæmpede mod kommunismen.

Denne fascistiske og undertrykkende periode begrænsede ytringsfriheden, retten til at engagere sig politisk i arbejderforeninger, da man kun måtte udtrykke sig gennem den Franco-styrede organisation el Movimiento Nacional og folkevalgte repræsentanter på vigtige poster, idet Franco konsekvent selv valgte personer til at besidde stillingerne .

2. etape varede fra 1949-1970, og er overordnet set den periode, hvor Franco begyndte at indgå internationale aftaler og samarbejder. Spanien blev i 1955 indlemmet i FN, og Franco fik muligheden for at vise resten af verden, at han var demokratisk, hvorfor han for en stund åbnede op for pressefriheden. Franquismen begyndte så småt at blive accepteret på internationalt plan, og Franco blev hyldet som ”Vesteuropas Skildvagt” - Centinela del Occidente -, politikeren, der reddede Spanien fra den socialisme, der begyndte at sprede sig i Østeuropa . I 1950 fik Spanien kredit på 62.500.000 dollars fra USA, som begyndte at hjælpe landet ud af den økonomiske krise, idet industrien voksede og de sociale skel begyndte at udjævne sig. Dog fulgte der i kølvandet på den økonomiske vækst en inflation, der igen blev fulgt at økonomisk vækst, idet man lavede en stabiliseringsplan. Denne økonomiske vækst medførte mange ændringer i landet, fx forøgelse af gennemsnitslevealderen og by- og industrimæssig udvikling . Der fulgte nogle sociale ændringer i 60’erne, der bl.a. afspejles ved at antallet af ufaglærte landarbejdere faldt betydeligt mens antallet af ikke-landarbejdere steg . Udover dette var det traditionelle familiebillede i opløsning og kulturelle tendenser i form af litteratur, film, radio og tv vandt indpas.

Alle disse ændringer skabte et fundament for nye modstandsbevægelser, og den første, der i starten handlede fra det skjulte, var kommunistpartiet, som fik tilhængere i arbejdermiljøer og intellektuelle kredse. Også andre grupper formedes og regimet satte ind med forskellige strategier, der havde til formål at hindre oprør. I 1970 prøvede Franco at sikre at styret ville blive videreført, idet las Cortes accepterede prins Juan Carlos de Borbón som efterfølger .

3. etape inddeles som regel i de tre regeringer, der blev stillet over for at løse landets problemer:

1969-1973: Den nye regering kom til som resultat af Matesa-sagen, som blev en skandale i hele landet. De ministre, der havde været involveret i sagen, som samtidig var medlemmer af Opus Dei, blev afskediget. Regeringen skulle håndtere de anti-franquistiske grupper, og man løste det ved at tillade forskellige politiske forsamlinger . Desuden måtte regeringen kæmpe mod den militære baskiste selvstændighedsbevægelse,

...